Remember ME – ICH Zauberlehrling
Dette sidste råb[1] fra et ensomt menneske, måske det sidste menneske, er vores stykke.
ICH i sin sidste selvbeskrivelse.[2] Den naturskønne leg, sproget, billederne, skyggerne, lydene… er alle opfindelser i det sidste øjeblik af denne tilværelse.
ICH – Remember ME
En klynkende helt, en klagesang, et raseri, en dogmatisme… henvendt til en person, der måske ikke længere eksisterer. Egoet opfinder et minde om en, der kæmpede for sin verden. En selvfantasi, der allerede er ved at falde fra hinanden.
Remember – hvem? Ingen DU – ingen modpart
Ingen herre, ingen gud, ingen far, ingen mor, ingen venter, ingen kommer[3], DU er en – ingenting[4] –
Remember – ME
Et sidste håb for et modstykke, for et minde.[5]
Remember me beskriver afslutningen på en eksistens, på en person, på verden… Forsøget på at stoppe den selvforskyldte udslettelse af ens egen eksistens gennem opfindelse af et heroisk jeg.
Husk MIG – Finale / Video Sound
ICH og DU falder ind i hinanden. Finalen er et selvmøde.[6]
Det sidste øjeblik, som en selvstændig eksistens.[7] Troldmandslærlingens selvrefleksion, visionen af begyndelsen som selvopløsning.
Form – del 1
At ICH beskriver sig selv som heroisk i sin eksistens og alligevel kun er en del af sit eget sidste minde. Klange og billedsprog er dybest set til stede i skuespillets første del som et ekko i en refleksion. Ligesom ICH (egoet) indser publikum dog først efterhånden, at scenen i første del er en selvfantasi.
I denne forstand er en mulig harmonikaspiller en del af selvopdagelsen og næres af de eksisterende lyde fra anden del.
I denne henseende kan danseren kun være en del af et længselsfuldt minde, der er inspireret af anden dels rytme, bevægelse og musik. Begge er ikke ægte, de er opdigtede/sminkede.
Finalen – del 2
Sammenstødet mellem video og lyd er i sit forløb den naturlige udvikling, hvorfra den første del afsluttes og opløses.
Mulige arbejdstrin
Remember – ME – 1. del
Teksten er omstruktureret og reduceret fra ideen om en sidste klagesang til den sidste selverindring. Aspekter af den musikalske, visuelle udformning af anden del er inkorporeret i den som et forvarsel om slutningen af metamorfosen. Strukturelt som en refleksion.
I anden del
Gennem selvopløsningen af ICH (egoet) bliver sprog og bevægelse, som fragmenter gennem Wolfgang, en del af video- og lydværket: opløsningen.
[1] Dido’s Lamento – Henry Purcell Dido und Aeneas
[2] Erinnerung – Samuel Beckett Das letzte Band
[3] Godot – Samuel Beckett
[4] Die Niemandsrose – Paul Celan
[5] Botho Strauß – Diese Erinnerung an einen, der nur einen Tag zu Gast war
[6] Stanley Kubrick – 2001 – A Space Odyssey, Finale
[7] The Circular Ruins – J. L. Borges, Magischer Realismus