Ejnar Kanding, Musik & Klangregi

Komponist Ejnar Kanding (EK) * 1965

er kendt for sine enestående farverige klange, hvor den elektroniske og akustiske lyd forenes i komplekse teksturer, kropslig energi og sart enkelhed. EKs musik er en sanselig rejse i det indre livs ukendte områder. For ham skal musik ikke forskønne, men være en sfære af fantasi. En rejse ind i det tvetydige – en sal af spejle. EK har oprindeligt en uddannelse i komposition og musikteori fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København (1993), efterfulgt af studier på IRCAM i Paris og med Professor Lev Koblyakov i Jerusalem i 1994 og 95, og siden sin debutkoncert fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1996 har han specialiseret sig i at komponere musik for computer og instrumenter. Det har medført en omfattende brug af softwaren MaxMSP i udviklingen af sine værker og som instrument i koncert fremførelser. Det er dog altid den musikalske form og frase, der er i fokus, aldrig det elektroniske eksperiment. 

Dertil kommer EKs rolle som kunstnerisk leder for ensemblet Contemporánea, som har gjort det muligt for publikum at opleve hans musik på meget forskelligartede platforme såsom diskotek Nice T, Buenos Aires; i David Langs lejlighed (NYC), der har en scene for intimkoncerter; en udendørs koncert på Andesbjergene, Bogotá; jazzklub Blå, Oslo; i natklub Rust, København og i den rå cementkonstruktion i DR Byen, da kun bygningens bærende dele stod færdig. De fysiske rammer om musikken har haft høj prioritet, ligesom koncerternes indhold har været gennemtænkt som en storformal helhed.

EKs musik er også værdsat i en traditionel ny musik sammenhæng og er blevet udvalgt til prominente festivaler såsom International Computer Music Conference (2001, 2004, 2010), International Society for Contemporary Music (2002, 2008), Festival Synthése, Nordiske Musikdage, Up North, Interactive Arts Performances Series på New York University m.fl. Udover Statens Kunstfonds treårige stipendium og mange arbejdslegater har EK modtaget adskillige bestillinger af en række internationale ensembler såsom Osiris Trio (NL), Harry Sparnaay Trio (NL), Crash ensemble (IR), Cikada ensemble (NO), ensemble Ars Nova (SE), ensemble Adapter (DE), Zoë Martlew (GB), Transit ensemble (NYC), Jack Quartet (NYC), George Vassilev (CH), Christophe Fellay (CH), ACME (NYC), Sonar Quartett (DE), Quinteto del Fuego (CH), The Six Tones (SE) og Black Page Trio (AT) samt de danske ensembler Figura, Athelas, Alpha Trio, Copenhagen Art Ensemble, Messerkvartetten, Audio Exhibition, Ensemble Midtvest.

LINK

www.kanding.com

http://www.edition-s.dk/composer/ejnar-kanding

http://www.soundcloud.com/kanding